Sart betonkunst renset fri for alger og snavs

Et af verdens eneste museer for kunst i det offentlige rum ligger i Køge. Museet hedder KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og har en enestående samling med over 18.000 skitser, modeller og kunstværker. Museet sætter fokus på de udfordringer og muligheder, som kunsten kan møde i det offentlige rum. 

Stort kunstværk foran museet

Foran museet er forpladsen i sig selv et kunstværk. Den er skabt af Ann Lislegaard og hedder ”De 111 hvide plateauer”. Kunstværket er bygget op af store, hvide betonblokke i forskellige størrelser og benyttes bl.a. af KØS Café. Om sommeren kan caféens gæster nyde deres mad og drikke foran museet. Derudover er der en del skatere, som er glade for at rulle rundt på betonelementerne.

Snavset og sart beton

Det var uundgåeligt, at kunstværket før eller siden blev ramt af snavs, stænkpletter, alger og forurening fra luften. Derfor besluttede museet at få All Remove til at afrense betonen og derefter foretage en imprægnering af de sarte overflader. 

Skånsom behandling

All Remove afrensede betonen med let ”højtryk” for at skåne overfladen bedst muligt og undgå at beskadige betonen, der er specielt udviklet til KØS.

Efter afrensningen blev betonen beskyttet med Faceal Oleo, der danner en beskyttende hinde og sænker overfladespændingen. Det vil sikre, at stænkpletter fra kaffe, sodavand, vin, tyggegummi, alger og meget andet ikke igen ødelægger den unikke forplads.