70 10 07 07
E-mail
Skrevet den 28. december 2022 Af All Removes presseafdeling

Tak for samarbejdet i 2022

I All Remove ser vi tilbage på et udfordrende, men dog positivt år med både store og små projekter, et direktørskifte, et nyt samarbejde med Frøslev Træ og en anerkendelse for vores arbejde i Årets Byggeri i kategorien Åben.

Det så ellers lyst ud i starten af 2022. Vi havde lært at leve med corona, og økonomien var ikke helt i knæ. Men så skød el- og varmepriserne pludselig i vejret, og hev inflationen i samme retning.

Det mærkede vi også hos All Remove, hvor vi ligesom mange andre måtte spare på de ting, vi ellers normalt tog for givet.

Trods udfordringerne blev det dog alligevel et spændende og positivt år. 

Vores betonlasur nåede nye højder, da AUH Forum i Skejby blev færdiggjort. Et stykke derfra fik Enghusene en lignende facadebehandling.

Overalt i landet fjernede vi graffiti, smuds og alger i banevis, bl.a. gjorde vi hvalen og den gamle lufthavnsterminal ren i Københavns Lufthavn.

Også i vores rengøringsafdeling skete der mange nye tiltag. Som noget nyt fik vi gjort Microbizz til en endnu større del af vores dagligdag, hvilket har givet os mulighed for at give vores kunder en endnu bedre service.

1. juli skete den måske største forandring. Vores adm. direktør, Jess Nielsen, trådte tilbage efter 21 år og overlod posten til Lars Roelann. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke Jess for mange gode år og alt det, han har gjort for virksomheden. Samtidig er vi glade for, at vi stadig kan trække på hans ekspertise.

Vi indgik også et nyt spændende samarbejde med Frøslev Træ om anti-graffiti beskyttelse til brandimprægneret træ. Allerede nu har vi beskyttet det første projekt, nemlig Bellahøj Skole, og vi ser frem til et godt samarbejde fremover.

Året sluttede med en pris. I samarbejde med NemByg A/S imprægnerede vi teglstensgulvet i det nye flygtningemuseum, FLUGT, som er designet af Bjarke Ingels Group. Hele byggeriet er netop blevet kåret til Årets Byggeri i kategorien Åben.

Til vores mange eksisterende kunder, samarbejdspartnere og ikke mindst vores medarbejdere i Jylland, på Fyn og Sjælland vil vi gerne takke for et godt samarbejde i 2022.